ADVENTURE SPORT

for krop & sjæl


De gamle damer griner ad os
Oktober 7. 2017

Vi går ind på et marked, nogen griner bag mig, jeg vender mig om og ser 3 ældre damer med guldsommerfuglemønstre på tænderne. De synes jeg er det sjoveste de har set idag og fniser og griner og den ene siger “Miiiiiister” efter mig.

Vi holder ind ved en vejsiderestaurant, straks snakker folk til os.
Hvem er I, hvor kommer I fra, hvor skal I hen, smukke cykler, dette er min mor og min søster, hvad skal I have, sæt Jer her, er I fra USA?
dsc09145

Dette er vores umiddelbare indtryk af Ecuador, da vi cykler over grænsen fra Peru. Dét, og så en ældre dame, der stopper os på grusvejen langt ude i ingenting. Hun spørger til vores tur, og giver os to bananer til at cykle videre på.
Vi oplever at folk her i Ecuador har et lunt glimt i øjet, er meget mere åbne og levende og fri, end vi har set i Bolivia og Peru. Og det er dejligt. Det er befriende når folk griner ad os. Det gør det meget nemmere at få en sludder. Der er ikke samme filter af høflighed, som i de seneste måneder. Vi føler os mere lige med folk.
Og det gav os den bedste start på at cykle i Ecuador.

dsc09015-1

dsc09246

Naturen ændrer scene. Fra Perus høje, golde og kolde bjerge, kommer vi nu længere ned, og bjergene i det sydlige Ecuador er grønne, frodige, runde. Husene ændrer karakter, vi ser smukke håndlavede, brændte teglsten på tagene af de murede huse. Vi kan se, at der er lidt flere penge at gøre med. Kursen er i dollars, og ting er en lille smule dyrere. På den negative side er hundene blevet en anelse mere bidske. De er stadig kun ude på at holde vagt ved det hus de bor i, og benytter enhver chance for at gø livet af en stakkels cyklist. Vores forsvar er at kigge på hunden, lægge mærke til om den virkelig vil æde os, og hvis ikke, så fortsætte ufortrødent. Der har endnu ikke været nogen hunde som ville æde os.
Vi havde hørt at Ecuadors veje er stejle. Og ligesom for at understrege pointen, så var vi kun 50m efter grænsen, før vi måtte stå af cyklerne og trække op ad vejen. Det blev dog bedre med tiden, men sommetider må vi give fortabt på de små grusveje ude på landet og trække de tunge cykler. I gennemsnit har vi kørt lidt over 1.300 højdemeter om dagen. Og i gennemsnit har cyklen nok vejet 40kg. Så hviledagene har været kærkomne.

dsc09236

dsc09296

dsc09668

Den første hviledag, vi havde, var i en lille by, Vilcabamba. Vi havde hørt at det var en rigtig ‘Gringo-by’. Vi troede det betød en masse backpackere, så vi kunne udveksle erfaringer og tips til vores videre tur. Det viste sig imidlertid at være en helt anden type ‘Gringos’, der var tale om. Da vi gik en tur i byen, begyndte vi at undre os over det megen hvide hår, vi så i gadebilledet. Ligesom vi så en tydelig ændring i madkultur, mod vegetariansk mad. Og et par yogacentre. Først efter at have talt med en ældre herre i en lille café, gik det op for os, at Vilcabamba er pensionerede amerikaneres paradis. Manden fortalte os, at han havde læst to forskellige undersøgelser, som begge pegede på Vilcabamba, som eet af de bedste steder i verden, at nyde sit otium. Dels pga klimaet. Dels pga de kosmiske energier, som fandtes her. Og netop det med de kosmiske energier tiltrak tydeligvis en særlig del af de pensionerede amerikanere. I løbet af dagen talte vi med flere af pensionisterne, som alle havde historier at fortælle, om hvorfor de var flyttet hertil, hvad alle de hvide quartz-sten i området gjorde for dem, om den effekt maden har på dem. Allesammen mennesker, som virkede søgende efter et bedre sted i livet. Allesammen levede de en parallel tilværelse med den indfødte del af byens befolkning, uden at kunne spansk.
Men interessant at opleve.

fullsizerender-4

dsc09267

Fra Vilcabamba starter Trans Ecuador Mountainbike Route: The Dirt road version. (TEMBR). Det vil sige endnu eet af de bikepackingspor, som vi gerne ville køre, på vores rejse. Sporet består mest af grusveje som snor sig ude i landskabet, på behørig afstand af den ret trafikerede Pan American Highway.
Sporet er forholdsvis nyt, og vi fandt hurtigt ud af, at vi skulle være opmærksomme på at bruge kortet flittigt. Ruten er tilrettelagt til at køre fra nord til syd. Vi kørte omvendt. Det gav sommetider lidt udfordringer, for det er bestemt ikke sikkert at en sjov, stejl, teknisk nedkørsel, er lige så festlig at trække sin tunge cykel op ad, når man kommer den anden vej. Men det gav os også muligheder for selv at finde på nogle shortcuts, alternative sjove nedkørsler, men også mere farbare opkørsler. Alt i alt, med et vågent øje på landskabet og kortet, så var det en fantastisk rute vi begav os ud på.
Vi skulle vænne os til det lunefulde vejr. Stort set hver dag var det overskyet. Og stort set alle de høje pas vi kørte over, prikkede hul på skyerne, så regnen væltede ned over os. Men stort set hver dag, stod vi op til solskin og varmt vejr. Det blev en påklædningsøvelse af rang. Hele dagen er det på med tøj, af med tøj, på med mere tøj, osv osv. Men det tog aldrig glæden fra cyklingen. Og vi vidste altid, at vi ville tørre snart igen.

dsc09198

dsc09822

dsc09809

dsc09223

Madkulturen ændrede sig lidt fra Peru til Ecuador. Ikke meget, men i de små detaljer skete der alligevel lidt. Der er helt klart en større repræsentation af kyllingetæer i suppen, her i Ecuador. Der er dog stadig lige meget ris og kartofler på tallerknen, når vi snakker hovedret. En af de store specialiteter, især sydpå, er en form for helstegt pattegris. Måden vi opdagede det på, var ret ligetil. Vi kommer cyklende ud ad landevejen, der ligger en klassisk madbod i vejsiden, op ad en stolpe er der bundet en hel gris fast, med flamberet hud. Ja – så simpelt og visuelt kan det gøres, hvis det man sælger, er pattegris. Senere så vi flere og flere pattegrise, som regel dog mindre makabert hængt op. Men altid med et stykke flamberet, sort hud. Og der gik selvfølgelig heller ikke længe, før end vi havde fået plantet os selv ved et langbord, en lørdag formiddag, for at smage dyret. Og hvilken fantastisk ret. Ofte når vi spiser, så leder vi efter de små boder, eller markeder, hvor kogekonerne holder til. Det er damer, som har stået der i mange år, og tilberedt traditionel, lokal mad. Og det kan smages. De ved godt hvad de laver. Og når man giver dem en anerkendende kommentar for maden, er der ofte kun et indforstået nik tilovers. De ved godt selv at det smager.
Og så skal det da ikke gå læserens nysgerrighed forbi, hvordan de flamberer huden, til en helt tynd form for flæskesvær: Med en stor flammekaster, naturligvis.

dsc09048

dsc09051

dsc09053

I den mere eksotiske afdeling, har vi opdaget, og spist, så mange frugter her, som vi end ikke vidste fandtes. Chirrimoya – en grøn, hård, knoppet skal, på størrelse med et æble, med helt hvidt, sødt frugtkød. En milkshake med sådan en fyr, og så blåbær, så er man sendt direkte i himlen. Guanabana – som jeg nærmest ikke kan forklare hvordan ser ud, men får man den som en juice er den grøn og meget nuanceret i sin smag. Trætomater – gror på træerne (surprise), smager liiiiidt som tomater, men alligevel sødere og mere nuanceret, og bliver også primært brugt til juice.
I Danmark importerer vi bananer fra Ecuador, men hvad vi ikke vidste var, at her har de 5 forskellige typer bananer. Nogle kun til madlavning, og i den anden ende af spektret, bittesmå søde bananer.

dsc09705

dsc09826

Det er en kæmpe stor del af oplevelsen for os, at smage de mange forskellige typer retter, frugter og grønsager, de dyrker her. Generelt kan man sige, at de ikke spiser ret meget kød. Deres kost består næsten udelukkende af de ting, de dyrker lokalt. Kun i de større byer, kan man gå på en ‘turist-restaurant’ og få mad som vi kender derhjemme. Men det skal man holde sig langt fra, for det er ikke dét, de er gode til. Desuden er den lokale mad jo virkelig bæredygtig. Både i sin måde at være produceret på, da de i langt højere grad har små landbrug, som arbejder sammen i kollektiver. På de små landbrug arbejder de oftest mere traditionelt (vi ville sige gammeldags) hvilket blot betyder at forureningen er meget lille. Og i og med at tingene er produceret lokalt, skal de ikke transporteres så langt, og igen forurener det mindre. En sidste ting som vi sætter pris på, ved at spise de lokale retter, er at vi støtter de små samfund, vi rejser igennem, frem for at købe de ting i supermarkederne, som de importerer fra andre lande. Det er principper, som kan være komplicerede at efterleve i Danmark, men som er meget nemmere her, fordi hele fødevareproduktionen ikke er druknet i multinational profittænkning endnu.

dsc09815

dsc09156

dsc09367

Ecuador betyder jo i virkeligheden ‘Ækvator’. Efter at have rundet de 10.000 km siden Ushuaia, opnåede vi også at køre over ækvator. Vi opdagede det dog først et par dage senere. Vi synes godt de kunne have malet en stiplet linie på tværs over landet, så glemsomme langturscyklister havde en ærlig chance for at fejre så stor en begivenhed. Men det vil sige, at vi nu er tilbage på den nordlige halvkugle. Vi glæder os til snart at få øje på Karlsvognen på nattehimlen igen.
En anden kuriositet vi har bevidnet, er verdens højeste bjerg. Altså målt fra jordens centrum. Chimborazo er en 6.263 m høj vulkan, som troner smukt over Ecuador. Men pga dens placering så tæt på ækvator, og fordi jorden er tyk om maven, så er den altså højere end Mt. Everest, hvis man måler fra jordens kerne.
I Sydamerika har vi opdaget, at der er gået sport i at kunne klassificere ethvert bjerg, by, flod, krater, hvad som helst, som det bedste i verden. Hvis altså bare man måler det på en bestemt måde, eller perspektiverer det lidt anderledes end normalt.
En anden, virkelig smuk, vulkan i Ecuador, er Cotopaxi. Den har en næsten perfekt vulkanform. Den ser ud, som et barn ville tegne en vulkan. Fuldstændig konisk, med et rundt hul på toppen, hvor der kommer røg ud af. Der kommer dog ikke røg i øjeblikket, men i foråret 2006 regnede det med aske i hovedstaden Quito, 50 km fra vulkanen. Vulkanen har været i udbrud ca 50 gange de seneste 300 år og er stadig aktiv. Så sent som i 2016 har vulkanen været aktiv, og regeringen i Ecuador har øremærket 500 mill dollars til eftervirkningerne af et eventuelt, snarligt, udbrud.

fullsizerender-3

Det var ved foden af denne smukke vulkan, som gemmer sig i skyerne, vi en morgen var i færd med at pakke vores telt ned, da 4 andre bikepackere trillede ind i vores lejr. Genkendelsen var hurtig, omend ensrettet. De fire gutter var Michael og Thomas Dammer, Cass Gilbert og Jay Ritchey. Vi vidste at Jay de seneste par uger, havde været i færd med at filme Cass og et par andre, i de peruvianske bjerge. Faktisk på Peru Divide Trail, som vi også netop havde cyklet. Vi havde skrevet til Cass om deres tidsplan, for at se om vi kunne møde dem undervejs, men det passede ikke sammen. Og nu var de så her i Ecuador, og cyklede lige ind midt i vores camp.
Dammer brødrene er Ecuadorianere, og har hjulpet Cass Gilbert med at designe og fintune TEMBR, som er præcis den rute, vi følger i Ecuador. Cass er ikke blot den største skribent på bikepackingområdet, men har også kreeret et utal af ruter. Han har især kastet sin kærlighed på Sydamerika, hvor størstedelen af hans virke findes. Han har viet sit liv til bikepacking, og til at skrive om det, og vi har læst en stor del af hans artikler, fulgt hans ruter, og lært at forstå hans tankegang omkring ruteplanlægning og de mange praktiske aspekter af at køre en længerevarende bikepackingtur.

dsc09384

Det blev et par hyggelige timer for foden af Cotopaxi, med røverhistorier på kryds og tværs, billeder blev knipset til højre og venstre, og en aftale om at vi kunne tilbringe nogle dage sammen, på Dammer-brødrenes farm, tæt på Quito.
Da vi mødte dem et par dage senere, ville Cass gerne skrive en artikel om os, og om vores håndbyggede Ari cykler, som han virkelig godt kunne lide.
Det blev til en Rider-and-rig artikel på Bikepacking.com, som vi er rigtig stolte af. Du kan læse artiklen her.
Vi fik også lejlighed til at tilbyde noget den anden vej, da vi havde gjort en del notater om forslag til forbedringer af TEMBR. Vi brugte noget tid med Cass, på at gennemgå ruten, og sidenhen har vi mailet om de sidste justeringer. Det er således også med slet skjult stolthed, at vi kan sige, at vi har ydet et lillebitte bidrag til den gigantiske rute TEMBR er.

dsc09575

dsc09550

dsc09558

Allerede hjemme i Danmark, inden vi tog afsted, havde vi læst om et særligt område på ruten. I det nordligste Ecuador, på grænsen mod Columbia, findes der nogle helt særlige, sjældne planter, kaldet Frailejón. Det havde vi gjort til eet af vores højdepunkter i Ecuador, at skulle se planterne. De vokser i et område, som næsten konstant ligger inde i en sky, så det var en våd og grå fornøjelse, at begive os op ad bjerget til naturparken. Frailejón planten har kæmpestore kronblade, som suger fugten ud af luften, og gemmer vandet inde i planten, og rødderne. Den suger således ikke vandet op gennem jorden, som andre planter gør. Dens store kronblade ligner næsten svampe, med et underligt, mystisk spindelvævslignende mønster over sig. Kronbladene bliver nemt 50cm lange. Og lige præcis mens vi var der, blomstrerede der små gule solsikkeblomster på kronbladene. Kronbladene visner hvert år, og når nye vokser ud, vokser planeten med ca 1cm. Nogle af de planter vi så, var 3m høje, så de kan altså blive flere hundrede år gamle.
Det var et fuldstændig eventyrligt syn, at stå midt på en bakketop, og se millioner og atter millioner af disse meget specielle planter omgive os, på alle bjergsiderne, så langt vi kunne se.
Det var en meget speciel oplevelse for os, og en rigtig fin afslutning på Ecuador.

dsc09852-1

dsc09869-1

dsc09850-2

Af alle de oplevelser, vi har haft i dette fantastiske land, hvoraf kun en brøkdel fik plads her, så er der een ting som står tydeligst tilbage for os. Og det er det fantastiske folk. Vi har mødt så mange imødekommende mennesker. Varme og kærlige. Givende og nysgerrige. Og selv om vi aldrig helt fandt ud af, hvorfor de gamle damer griner ad os, så gør det ikke noget, for de gør det med kærlighed og venlighed i øjnene. Og det nonverbale budskab, der ligger heri, at kunne grine mens man ser et andet menneske dybt i øjnene, det er noget, der rører eens hjerte og sjæl på en måde som vi forhåbentlig kan tage med os, og aldrig glemme.

Ecuador – vi ses igen.

22. Oktober. Familien Dammer – hjerterum og husrum. Læs mere…