ADVENTURE SPORT

for krop & sjæl

Israel og Salar de Uyuni
jun 12, 2017
Efter at have brugt over fire måneder i Chile og Argentina kørte vi den 31. maj over grænsen til Bolivia. Det er interessant, hvordan en grænse på et kort kan betyde så meget. En anden kultur, mennesker og normer.
Vi har nu været i Bolivia i 12 dage, og vi er allerede vilde med landet. Bolivianerne er super søde og her på altiplano meget høflige. De giver i langt højere grad hånd, og de spørger interesseret til, hvor vi kommer fra og hvor vi er på vej hen. 
Vi har allerede oplevet meget; krydsede ind på højlandet i 3600 meter fra Chile, flere pas over 4000 meter, sovet hos købmanden, sovet i lægeklinikkens garage og i en forladt bygning, som vi tror er et lama-slagteri. Vi har spist på fantastiske markeder. Maden er spændende med mange små boder, der sælger alt fra et varmt måltid til juice, frugt og pandekager. Og så er det billigt. Virkelig billigt – og det er jo noget et par sultne cyklister er begejstrede over. 
img_1287-1

Der er så meget at fortælle og så meget, vi gerne vil dele med jer, men især een oplevelse har gjort et kæmpe indtryk på os.
Allerede efter at have krydset grænsen til Bolivia på vej til byen San Juan fik vi en forsmag på salt-jorden og Salar de Uyuni. Verdens største saltørken. Ét af de naturfænomener, vi har glædet os allermest til på turen.

dsc06166-1
Flad som en pandekage og første glimt af det berømte salt.

dsc06183-2
Hovedvejen fra grænsen til byen San Juan.

Vi kunne skimte Salar de Uyuni i det fjerne, og vi var meget fristet til at dreje til venstre og køre direkte derud. Det ligger jo lige der….men vi vidste godt, der var langt. 
Vi havde forhjulene peget mod byen Uyuni for at hæve penge. Det var godt, vi holdt fast i den plan. Ellers havde vi nemlig aldrig mødt Lucia, Seb og Jonah. To australiere og én tysker på cykel. Vi mødte dem helt tilfældigt, hvor to veje mødtes. Det er jo i sig selv ret fantastisk. Da det viste sig, vi skulle den samme vej kunne vi jo ligeså godt følges. Det blev til en kold, men fantastisk wildcamp-aften med røverhistorier, café-cognac, et par hyggelige cykeldage, og vi hang ud i Uyuni sammen. Vi har lige mødt dem tilfældigt igen i byen Potosi og kommer også til at se dem igen i hovedstaden Sucre. Det er en lille verden – meget skønt. 
Efter at have hævet penge og tanket kroppen op med mad i Uyuni var det endelig tid til at sætte kursen mod saltørkenen. Denne gang drejede vi til venstre mod salaren ad en tør flodseng i stedet for at køre den officielle vej derud. Ahhhh det er derfor, vi har de store hjul. 
Det var helt fantastisk og surrealistisk at se jorden skifte fra sand til en blanding af sand og salt for til sidst at køre ud på den kæmpe hvide flade. Lyden fra det knasende underlag lyder som en frostklar dag. Altså indtil det blev saltvand i stedet for saltørken. Og så blødt, vi ikke kunne køre på underlaget, men måtte gå et par kilometer. Men vi vendte ikke om, som vi kunne se, nogle biler havde gjort. 

dsc06314-1
Vi forlader vejen og civilisationen.

dsc06342-1
Wuhuuuuuu så er vi der næsten.

fullsizerender-22-2-2
Shhhhhhh ikke sige noget til BenBen om alt det salt på cyklerne.

Det var en flot dag, solen skinnede, og kursen var sat mod øen Incahuasi, som er en ø midt i salaren med kaktusser og café. Der er tegnet veje ind på kortet, men én vej er to hjulspor, og de mange jeeps kører på kryds og tværs. Så det blev til at nagivere efter kompas i stedet for. 
Vi havde flere gange set små prikker i det fjerne og tænkt – er det mon en cykel? Men fordi afstandene snyder var det bare en bil. Indtil vi så en prik i horisiten, som kom tættere på. Det var en cykel! Vi behøvede kun at kigge på hinanden for at ændre kurs og dreje til venstre for at køre over mod personen. Og det samme gjorde silhouetten i det fjerne. Vi mødtes midt imellem vores to ruter. 
Det var Israel. Midt ude i en saltørken. Hvad er oddsene for det?
Israel er fra Brasilien, og han er på vej jorden rundt på cykel. Han har også brugt de sidste måneder i Chile og Argentina. Vi faldt hurtigt i snak. Det var simpelthen så hyggeligt, at vi besluttede os for at campe sammen. Selvom Israel egentligt var på vej mod byen Colchani, og vi på vej mod Incahuasi. 
Almindeligvis når vi wildcamper leder vi efter det bedste sted, gerne i læ, evt. skygge og et fladt sted. Her lagde vi bare cyklerne ned, hvor vi var. Det var helt perfekt. 
Vi satte telt op, lavede kaffe og snakkede. Om alt muligt. Først om gear (det kan cyklister virkelig bruge meget tid på at tale om), men derefter også om, hvorfor vi var var taget afsted på vores rejse, og hvad det betyder for os. Hvad vi har lært undervejs, og hvad vi vil tage med os hjem. Robusthed og taknemmelighed. Om at ændre den måde, vi lever på, og hvordan vi holder fast i det, når cykeleventyret er forbi. Hvordan vi forsøger at lagre alle de fantastiske oplevelser i vores hjerner og i vores hjerter. 
Solen begyndte at gå ned i horisonten. Jeeps’ene og turistgrupperme var væk. Der var helt stille og ikke en sjæl at se i miles omkreds. Selv vinden havde lagt sig. Det var magisk. Himlen skiftede farve – rød, orange, lyserød. Der var lidt skyer, som gjorde lyset endnu flottere. Vi stod alle tre med åben mund, pegede og drejede rundt om os selv for at få det hele med. 360 graders solnedgang midt i en saltørken. Det er en solnedgang, vi aldrig vil glemme. Den smukkeste, vi har set indtil nu. 

fullsizerender-11-1
Yndefuld gymnast.

fullsizerender-13
Det føltes lidt som om vi havde hele salaren for os selv.

img_1283-1
Magisk orange.

Israel er fotograf, så der blev taget billeder. Mange billeder. Fantastiske billeder. En passion, vi deler, så der blev nørdet. Dejligt. 
fullsizerender-15-1

Vi havde hørt om Israel fra et hollandsk par, vi havde mødt i Chile.
Solen forsvandt i horisonten, og vi lavede aftensmad. Israel sagde: ‘jeg har pasta, sauce og krydderier’. Vi havde grøntsager, bønner og parmesan. Som det mest naturlige lavede vi et fælles måltid af de ting, vi havde. Maden smager bare bedre, når man deler. 
Mørket var for alvor faldet på, og Israel satte kameraet til 30 sek. åbningstid. Det blev til nogle rigtig flotte billeder og nogle rigtig sjove, hvor vi skrev med pandelampen. 

img_1290-1
Million star hotel. Lyset i horisonten er Uyuni.

img_1288-1-1
Pandelamper kan bruges til meget…
 
Det var svært at kravle ned i soveposen, for aftenen var så fortryllende. Vi ville helst, det skulle fortsætte. Og det gjorde det næste morgen, hvor vi vågnede op til sol over den hvide slette. 
fullsizerender-5
Godmorgen.

Vi spiste morgenmad sammen, drak mere kaffe, sagde på gensyn og kørte hver vores vej. Vi håber, vi får muligheden for at cykle sammen i Bolivia igen og ellers at mødes i København, når Israel kommer til Scandinavien på sin jordomrejse. 
Det var et kort møde, men et møde og en naturoplevelse, som gjorde et stort indtryk på os. Essensen af, hvad denne rejse betyder for os. Dreje fra vores egen vej for at møde et andet menneske, som vi deler en enestående oplevelse med. Leve i nuet og være nærværende. Helt simpelt. En oplevelse, som vi gemmer i vores hjerne og i vores hjerte.
 
dsc06490
Salar de Uyuni – kæmpe kontrast til Andesbjergene.


5. Juli 2017 Rejsen fra natur til kultur Læs mere…