ADVENTURE SPORT

for krop & sjæl


1


Hvordan er det så ?

Marts 29. 2017

Det er vildt at tænke på. Der er allerede gået næsten 3 måneder siden vi tog afsted fra Danmark.
Næsten 2 1/2 måned har vi cyklet mod nord. Eller det vil sige, vi har mest cyklet zigzag. Vi har dog tilbagelagt mere end 3000 km.
Og hvordan er det så? Vi taler ofte om, hvordan vi har det med at vænne os til det nye liv på cyklen. Hvad der gør indtryk på os. Om vi kan lide hvad vi gør, eller om det blot var en fiks ide.
Er der noget vi savner hjemmefra.
Er det hele umagen værd.

2

3

Og hvis man skulle få den tanke, at vi er kede af det, og så småt er ved at opgive og vende hjem, så er svaret nok snarere det stik modsatte. Vi elsker det.
Her er nogle tanker om, hvad det er vi elsker ved turen. Hvad betyder noget for os. Og hvad savner vi. Og lad det bare være sagt med det samme, at selvfølgelig er der noget, vi savner. Vi savner venner og familie. Men i vores moderne verden, er alle heldigvis ikke længere væk, end det nærmeste wifi. Og mange steder her på turen, tager det kun et par dage, at finde frem til internet. Og det var så det. Mere savner vi ikke. Ikke engang leverpostej og lakridser. For vi får så meget andet.

4

5

6

7
Det, som har fyldt mest i vores samtaler om rejsen, er den store natur. Det kom egentlig lidt bag på os begge, hvad det gør ved een at være ude i naturen hele dagen. Og natten. Dag ud og dag ind. Hjemmefra havde vi mere tænkt tanker i retning af: Det bliver nok fedt at se alle de smukke landskaber. Eller: Hvordan mon det bliver at sove i telt stort set hver nat. Eller det som har fyldt mest: Får man ikke vildt ondt i nummeren af at sidde så mange timer på en cykelsaddel? (Og jo – det gør man ). Men ingen af os havde tænkt på, at hjemme i vores københavnerlejlighed var der langt til naturen. Også selvom vi cykler meget mountainbike og på den måde kommer ud i skoven. Vi havde nok også forestillet os, at vi ville være en del i byerne på vejen. Men havde i den sammenhæng glemt at afstandene er lidt større her, imellem de civiliserede indslag, så man uværgeligt kommer til at spendere mest tid ude i naturen. Og naturen er så meget større her.

8

9

10

13
I Danmark er vi vant til at alting er meget ordnet. Lige fra hjemmet, til haven, til infrastrukturen til skoven og naturen. Her, i Patagonien, er man i meget højere grad underlagt naturen, for den er i langt højere grad utæmmelig. Og man har valgt, i større omfang, at lade naturen passe sig selv. Det mærker vi, når vi står ved siden af et 3000 år gammelt træ, som stadig lever. Det mærker vi, når vi går igennem underskoven i en fortryllende regnskov. Det mærker vi, når vi ser de store gletchere, som indeholder is, der er millioner år gammel. Og når vi vandrer op på toppen af en kæmpe vulkan, hvis krater er fyldt med is. Men vi mærker det også i det små og i det indre. At når solen går ned, så fryser man. Lige meget om vi tager alt vores tøj på. Derhjemme kan man skrue op for varmen, eller finde endnu mere tøj i klædeskabet. Og vi mærker det midt på dagen, når vi sidder på cyklen i den stegende sol og ikke kan undslippe varmen. Vi tænker over det, når vi drikker vand direkte fra et vandfald, fordi det er rent nok til det. Og vi passer på ikke at forurene floderne med opvaskevand, fordi andre længere ned ad strømmen, måske netop drikker vandet. Og vi tænker i høj grad også over vores samspil med naturen når vi ser en Gaucho slagte et lam, for at vi kan grille det om aftenen.

16

Det er alle oplevelser som bringer os tættere på den jord og den natur som vi er en del af.
Det giver os en ro. Og en meget stor tilfredsstillelse. I samspillet med det enkle forehavende vi har, at cykle mod nord, så har vi alt i alt fået smag for det simple liv. Og kaffe.
Kaffen er en vane, vi har rigtig svært ved at slippe. Det er blevet et godt fast holdepunkt for os, og noget vi ser frem til, når vi nærmer os byerne.
En anden ting, som fylder meget i vores liv nu, er de mennesker vi møder. De andre cyklister, som har valgt mere eller mindre den samme tilgang, til en kortere eller længere rejse. Vi har mødt en del på vores tur gennem Patagonien. Sikkert fordi det er sommerferie her, og sikkert fordi det efterhånden er blevet et populært turistmål i det hele taget, men i særdeleshed også en meget populær cykelrute. En af verdens smukkeste.

17

18

20
Nogle cyklister taler vi bare kort med, når vi møder dem på vejen. Andre deler vi måske en aften med, på et hostel eller en campingplads. Og så er der dem, som er os allernærmest. Peter og Joe. Vi har cyklet 10 dage sammen med de to fine herrer. Peter er fra Holland og er læge, bl.a.a for Læger Uden Grænser og har været i Malawi, Suriname og Auruba. Nu har han taget et langt break fra arbejdet, og valgt at cykle fra Ushuaia, og så langt mod nord som han kan nå. Joe er 65 år gammel og fra Australien. Han kan godt lide at tage på cyklerejser med sin hustru, men hun er skadet, så han er taget afsted alene. Joe har cyklet mange andre steder i verden. Bla.a Pamir Highway i Indien, som er en anden af verdens hårdeste og smukkeste cykelruter.

21

22
Dagene sammen med de to fyre har været forrygende. Det har været meget inspirerende at høre deres livshistorier og eventyr. Og det har været skønt med andres input. Ligesom de mange regnvejrsdage, vi havde på Carretera Austral, gik lidt nemmere i selskab med en større gruppe. Andre mennesker, som har inspireret os meget, er de to familier, vi har mødt. Først Jonas og Andrea, med deres to små børn. Begge børnene sad i cykeltrailer, mens forældrene forcerede Patagoniens udfordrende veje. Men dette var blot en lille ferietur for dem. Deres ældste barn blev født, mens de var på cykletur i New Zealand. Og et par måneder efter fødslen, valgte de at cykle hjem til Schweiz derfra.

23

24

Jochem og Kim, fra Norge, er den anden familie med 2 børn, som vi tilbragte lidt tid med.

På deres Facebookside, TrisTrans saga, kan man se deres projekt med at rejse og leve med børnene på eventyr
De har tidligere krydset Grønlands indlandsis på ski, da deres ældste var blot 1 år gammel. De har været i Mongoliet og krydset de store stepper med kameler og hest.

Og nu er de altså her i Patagonien, hvor Tristan, den ældste, hver dag har cyklet dagsdistancen på 30km, i en alder af 6 år.
Og hvor Nanook, den yngste, har lært at cykle selv.

25

Igennem møderne med disse mennesker har vi indset, at vi selv sætter ret store begrænsninger for, hvad der er muligt at gøre i vores liv. Vi er hver dag konfronteret med normerne i vores samfund, som snævrer sig mere og mere ind, og som gør det svært at forholde sig til, hvad vi selv har lyst til hver især. Og i endnu højere grad, at gøre det vi har lyst til. Der er mange gode ting ved at et samfund har holdepunkter og retningslinier, men det kræver efterhånden sin kvinde eller mand, at bryde med normerne og forfølge drømme, som ligger udenfor normerne. I turiststrømmen i Patagonien, i sommermånederne, er det svært at etablere dybere forbindelser med lokale. Der er ret stor bevidsthed om, at turister er en vare her. Så de gode møder med folk, som ikke har en underliggemnde dagsorden, er der lidt længere imellem. Men når det sker at vi møder mennesker, som er oprigtig nysgerrige på os, og det er gengældt, så er oplevelsen så meget stærkere.
Da vi ankom til San martin de los Andes, havde vi etableret kontakt med en mountainbike guide, så vi kunne komme ud at køre noget lækker singletrack i de smukke bjerge omkring byen. Og det var superfedt at få lettet cykerne for udstyr, og have 2 dage med fuld fart på de små tekniske spor. Det var som at få to små føl på græs. Men hvad vi ikke kunne forudse var at guiden Emanuel´s ven og makker, Ruben, inviterede os hjem og bo hos ham i dagene efter. Det blev til lange gode snakke med ham om livet i Argentina i almindelighed, og om hans liv i særdeleshed. Det var meget priviligeret at møde en så gæstfri fyr som delte så meget af sig selv.

26

27

Og dagen efter vi forlod San Martin, havde Emanuel kontaktet en familie i den næste by, som vi også kunne bo hos. Vi havde forventet at skulle campere i deres have, men da vi ankom blev vi straks inviteret indenfor, og hele familien, med 4 børn, blev samlet ved bordet, og vi talte om løst og fast. Det udviklede sig til aftensmad, overnatning indenfor i stuen, og morgenmad næste dag, samt en prøvetur i kajak, som var familiens store lidenskab. Igen oplevede vi stor åbenhed og gæstfrihed, som vi satte ufattelig meget pris på.
En ting som går igen, når vi møder mennesker på vores vej, er venlighed og medfølelse. Det kan slet ikke beskrives med ord, hvor meget det betyder for os, når andre mennesker åbner deres arme og hjem for os. Det er oplevelser og følelser som vi bærer med os i lang tid. Og det er følelser som vi måske selv glemmer lidt, når vi har travlt med at få vores egen hverdag til at hænge sammen. Men her, langt fra hverdagens stress og jag, og derude hvor små ting og gestusser forstørres, så mærker vi at det vigtigste vi kan give hinanden, er venlighed og medfølelse. Og kaffe.

30

13. Maj 2017 Tidens tand tygger i os Læs sere…