ADVENTURE SPORT

for krop & sjæl


Den mytiske krydsning

Marts 3. 2017

Der er mange måder at krydse en landegrænse på.

En af de mest mytiske krydsninger vi har hørt om, må være den fra El Chaltén i Argentina, til Villa O´Higgins i Chile. En legende blandt langturscyklister og hårdføre backpackere.
Selve landegrænsen ligger langt ude midt i ingenting, imellem Lago del Desierto, “Søen i vildmarken”, og Lago O´Higgins. På disse to søer tager man en færge, for at forbinde ruten.
1

Det skal siges at det ikke er søer i dansk størrelsesorden – færgesejladsen på Lago del Desierto tager 45min, og færgen over Lago O´Higgins tager 3 timer. Imellem færgerne er der ca 20km singletrack-spor i ingenmandsland at forcere. Sporet er efter sigende ret krævende, startende med en stejl dyb grøft som kravler 6km op til toppen. Vi havde hørt fra andre cyklister at de arbejdede i hold, hvor de hjalp hinanden med at bære først taskerne, siden cyklerne, til toppen. En handling som tager stort set hele dagen. Efter 6km, på toppen af bjerget, krydser man landegrænsen, for derefter at begynde en lang downhilltur, som, trods den favorable hældning, alligevel skulle være ret krævende og udfordrende.
Alt i alt lød det i vores ører som den perfekte, og mest eventyrlige, måde at komme videre fra El Chaltén.
I El Chaltén havde vi brugt nogle dage på at trekke til både Fitz Roy, og Cerro Torre. I bjergbestigerkredse, to meget legendariske toppe. Fitz Roy har lagt navn til hele det massiv som toppen hviler på. Og på massivet findes en kam som bjergbestigere længe har set på, med lige dele ærefrygt og erobringstrang. Først i 2014 lykkedes det endelig et lille hold på blot to mand, Tommy Caldwell og Alex Honnold, at klare hele Fitz Traverse, som ruten på langs over kammen hedder. En bedrift som gav genlyd i hele miljøet, og som blev dokumenteret i filmen “A line across the sky”. En meget anbefalelsesværdig film, som var en stor del af grunden til, at vi begge virkelig gerne ville op og se bjerget med egne øjne. Og det kunne vi gøre med blot en enkelt dags trekking fra El Chaltén. 

dsc01375-4
I baggrunden ikke bare Fitz Roy, som er den højeste af spidserne, men hele Fitz traversen i sin fulde bredde.

Vi var virkelig heldige med vejret. Vi har talt med andre rejsende som har været i El Chaltén i en uge eller mere, uden at se Fitz Roy, pga dårligt vejr. Og her kom vi så spankulerende, på en skyfri dag, og kunne beundre bjerget i al sin mægtighed.
Dagen efter vi havde vandret til Fitz Roy, tog vi om eftermiddagen bestik af vejret igen, og traf en hurtig beslutning. Det ville blive skyet næste dag, så vi pakkede hurtigt teltet, soveposerne og lidt mad. Låste cyklerne, med resten af bagagen på, og begav os op mod Cerro Torre. Cerro Torre er nok mest kendt for at være et af de mest utilgængelig bjerge i verden, at bestige. Det består af 800m næsten lodret granitvæg, med en iskappe på toppen. Bjergbestigere bruger månedsvis i El Chaltén på at vente på de rette vejrforhold til at bestige bjerget. Og selv med gunstige forhold er det en præstation af usædvanlig karakter hvis man når toppen. Såvidt vides, er kun 2 danskere lykkedes med at nå toppen, indtil videre. Cerro Torre har altid været omgivet af kontroversielle historier. Den første bjergbestiger som hævdede at nå toppen har haft enddog meget svært ved at levere overbevisende evidens. Han er ofte blevet beskyldt for at de oplysninger han har givet om bedriften, er i direkte modstrid med de faktiske forhold på bjerget. Senere blev toppen førstegangsbesteget igen, om man så må sige, på en også meget omdiskuteret måde, nemlig ved at bringe en boltpistol og en generator med op ad væggen, og hamre sikringsbolte ind hele vejen op. Generatoren skulle efter sigende stadig hænge deroppe. Og bestigeren denne gang, var selv samme Maestri, som havde påstået den første bestigning tidligere. I 2012 klatrede David Lama, Cerro Torre, uden brug af bolte. Freeclimbing. En præstation som blev dokumenteret i endnu en fantastisk film, som også dykker ned i mange flere af de kontroversielle forsøg og konflikter, der har været på bjerget. Filmen hedder “A snowballs chance in hell”. David Lamas freeclimbing, skete, selvfølgelig, efter han havde lavet et andet, meget omdiskuteret forsøg, hvor filmholdet havde efterladt mere end 200 bolte på bjerget.
Vores plan var ikke at bestige de 800m lodret granit. Surprise. Men at tage op til en camp som lå ved et udsigtspunkt til Cerro Torre, og stå op næste morgen for at se solopgangen over bjerget, inden skyerne ville trække sammen om toppen og lukke udsigten.

dsc01490-1
Hele vejen op ad trekket til campen, kunne vi se spidsen af Cerro Torre, i solnedgangen.

Om morgenen ringede vækkeuret kl 5 og vi stod op for at se solens første stråler ramme bjerget. Vi var så heldige at se lysets transformation igennem hele den blå time, mens toppen var fri for skyer. Men i takt med at solens stråler ramte bjerget, begyndte skyerne at lukke sig sammen om toppen. Det blev dog ikke et mindre fantastisk syn, og med bjergets spejling i søen var det alt i alt en meget meget smuk morgen.

dsc01530-1
Cerro Torre i den blå time, inden skyerne kom ind over.

dsc01570-1
Selv B-mennesket i billedet fortrød ikke at stå tidligt op for at se solopgangen.


Tilbage i El Chaltén brugte vi de næste to regnvejrsdage i campen sammen med en masse andre søde mennesker, på at forberede den næste del af turen. Krydsningen til Villa O´Higgins. Den legendariske krydsning. Vi hørte så mange historier om hvad der kunne lade sig gøre, og især hvad der ikke kunne lade sig gøre, så da vi endelig fik en morgen med solskin til at køre afsted, var det med både sommerfugle i maven og kæmpe forventninger om store eventyr.
På cykleturen op igennem dalen, mod Lago del Desierto, havde vi de mest fantastiske udsigter, tilbage mod Fitz Roy, og gletchere til begge sider, samt en flod som vi fulgte hele vejen til det lille færgeleje.

dsc01685-1
Med Fitz Roy i ryggen på vej mod nye eventyr.

Ved færgen mødte vi 2 andre hold cyklister, som vi tidligere har stødt på, og ventetiden blev brugt på langturscyklisters yndlingsbeskæftigelse. At spise mad og fortælle røverhistorier.
På den anden side af den første lille færgetur, ligger dels den Argentinske grænsepost, og dels en lille camp hvor vi kunne sove om natten. Vi fik checket ud af Argentina om aftenen, så vi kunne komme tidligt afsted næste morgen. Så man kan med rette sige at vi tilbragte natten udenfor lands lov og ret.

dsc01714

dsc01721
Ret vildt at bemande en grænsepost her, som kun bliver brugt af eventyrlystne rejsende.

Om morgenen fik vi pakket vores ting og kiggede efter de andre cyklister, for at vurdere om vi skulle følges og hjælpe hinanden, men selvom vi ikke var specielt tidligt oppe, så var der endnu ikke liv i de andre telte. Så vi begav os afsted alene, i håbet om at vi kunne tackle det selv.

Allerede fra starten blev den lille sti meget stejl, og det krævede en del kræfter at cykle her. Men det lykkedes med det meste. På et tidspunkt gravede stien sig ned i underlaget og blev til en halvanden meter dyb kløft. Det var præcis dette vi havde hørt om. Andre cyklister med mere traditionelle sidetasker er her tvunget til at tage deres tasker af og bære dem til toppen. Men med vores små tasker, fordelt overalt på cyklen, kunne vi faktisk trække cyklen gennem de værste 100m og stort set cykle resten.

dsc01722
En af de lidt sværere passager på den stejle opstigning.

Rundt om hvert hjørne forventede vi nu at sporet ville blive helt umuligt at cykle, men alt i alt viste det sig at sporet var rigtig sjovt, med vores setup. Den lette oppakning og de store hjul gjorde det hele til en leg og de eneste gange vi måtte af og trække, var når vi skulle forcere vandløb, eller et enkelt stort mudderhul. Vi havde taget rygsækkene af bagagebæreren, og kørte med dem på ryggen, for at gøre cyklen lettere. Og det virkede.


dsc01724
På den første del af opstigningen, med Lago del Desierto bagude.

dsc01733
Ingen sag med en let cykel.

dsc01813
Tak til Tom fra oTm bikes for den perfekte bagagebærer. Og til Birch fra Tardigrade tactical for de perfekte små tasker.

dsc01740
It´s all rideable. Eller næsten ihvertfald…


dsc01771
Fuld gas på de fede sektioner.

På toppen af passet, efter 6km som vi havde frygtet, måtte vi konstatere at det havde været de sjoveste 6km på cyklerne indtil nu. Sporet var en gave til mountainbikere. Men jeg kan godt forstå man er lidt udfordret hvis man kommer med sin tungt læssede turcykel, med brede tasker. Igen – vi er lykkelige for at have valgt vores bikepacking setup, så vi kan tackle netop dette terræn. Og vi ser frem til meget mere fremover.

Selve grænsekrydsningen på toppen var en lidt speciel oplevelse. Ude midt i skoven står to kæmpe skilte. Det ene markerer Argentina, det andet Chile. Og det var så det.

dsc01783
Op på toppen. Ud af Argentina…

dsc01787
…og så. Ind i Chile og ned ad bakke.

Nedturen mod den chilenske grænsepost gik for fuld fart, på en lidt bredere grusvej, men med smuk udsigt over Lago O´Higgins.


dsc01817
Sjov nedkørsel mod den chilenske grænsepost.

Da vi ankom til færgelejet kl 12, havde vi brugt 4 timer på det som vi havde fået fortalt ville tage en hel dag. Så der var god tid til at sidde og nyde en kaffe og læse lidt. Færgen sejlede først kl 18.


dsc01834
Aaaahhhhhh… Kaffe…

De andre cyklister og backpackere, som vi havde boet i lejr med, kom stille og roligt frem i løbet af dagen, og da Fernet Branca flasken blev hevet frem fra en rygsæk, blev humøret rigtigt højt. Alle skålede på en fantastisk oplevelse, inden cyklerne blev smidt på færgen og en 3 timers hård sejlads igennem slagregn og høje bølger, bragte os til Villa O´Higgins.


dsc01836-1
Aaaahhh…. Endnu bedre – Fernet Branca !!!

dsc01847-1
Alle mand, og cykler, ombord og afsted.

dsc01857-1
Gad vide om min cykel også tænker på mig.



8. Marts 2017 Quien se apura en la Patagonia pierde el tiempo Læs mere…