ADVENTURE SPORT

for krop & sjæl


Klar til start.
56 km ned af bakken, afbrudt af den frygtede “morderbakke”, der nu skulle bestiges, om den skulle bestiges med eller uden ski på, det ville tiden nu vise.

3. etape blev skudt igang og endnu en god start, “profferne” var hurtigt væk så der var god plads til at løbe sit eget løb. Der ville for mig være nogle svære nedkørsler, og ville jeg bare kunne komme ned uden styrt på en af dem, ville det være en sejr i sig selv. Endelig kom nedkørslen hvor det lykkes, og med fornyet energi gik det over fjorden i en vældig fart.
Der stod den så “morderbakken” 3,2 km opad, folk sneglede sig op i sildeben, jeg afmonterede skiene og prøvede at løbe op, engang imellem fladede det ud, så var det på med skiene igen, efter 200-300 meter længere oppe kunne man så tage dem af igen, sådan fortsatte det en 3 gange. Det sidste stykke steg det jævnt, men her begyndte de folk jeg havde løbet fra i starten, af bakken, at løbe forbi mig incl. Thomas.

Nu røg brillerne helt af, og det skulle de havde været for længe siden, det var ligesom at blive lukket ud af et dampbad. Nu kunne jeg se helt klart og mærke den friske luft i ansigtet, det var super godt.

Nu kom målbannerne til syne i horisonten, folk klappede og kom med opmuntrende tilråb, men endnu engang kom skistavene på den forkerte side af skien, og nærkontakten med sneen var uundgåelig. Endelig fik jeg skistavene viklet ud og folks tilråb og klappende blev nu endnu højere og endelig krydsede jeg målstregen.

Jeg var træt, meget træt, efter 12 timer og 42 minutter fysisk udfoldelse, en 16-17 styrt, 2 1/2 dage med blå himmel og eventyragtige snelandskaber var veloverstået. Om løbet skal gentages det ved jeg ikke, så skal der i hvert fald startes med en uges skiferie på langrend ski først.
mindst ;-)

Jeg havde nok været lidt for optimistisk i starten af stigningen, og det havde nu sat sine spor, og ikke nok med det, jeg havde heller ikke mere fæste i skiene, så det var af med dem og smøre nyt fæste på. Det drillede lidt, voksen og skiene var for kolde til at hænge sammen, men i handskerne ville voksen hellere end gerne hænge i. Inden skiene var monteret igen var de andre kommet et godt stykke foran.

Endelig over toppen, 18 km tilbage. Det var blæst op, himlen var grå, og der lå fyge sne i sporet der gjorde det tungt, jeg skulle nu virkelig koncentrerer mig om at koordinere arme og ben, mine briller var smurt ind i sved, men vi havde fået besked om ikke at tag dem af, pga. af risikoen for sne blindhed.
Farten var egentlig god nok, og jeg overhalede et par løbere. I næste øjeblik røg den ene skistav ind imellem skiene der stoppede med det samme, mit hoved var det første der ramte den hårde isede sne, det sved godt i ansigtet og synet gennem brillerne var nu helt væk.