ADVENTURE SPORT

for krop & sjæl


dsc08489-1

Packrafting i Denali Nationalpark
september 28. 2018

Vores sidste indlæg sluttede med, at vi gjorde os klar til at sejle ned ad Yukon floden i fire dage, fra Dawson i Canada til Eagle i Alaska.

Vi var meget spændte. På hvordan det ville være at sejle med cyklerne og alt vores gear. Hvad vi ville synes om det. Og så på Yukon.

En legendarisk stor flod med meget historie, der går helt tilbage til guldgravernes storhedstid.

De fire dage på vandet gik godt, og vi besluttede hurtigt, at bådene skulle bruges noget mere inden de skulle med hjem til Danmark. Vi er trods alt i Alaska, hvor packraften, som er en oppustelig gummibåd, er opfundet. I starten brugte pionererne forskellige former for børnegummibåde og en madres under regntøjet som redningsvest, men alle med det samme formål. Vandre ud i vildmarken, hvor man ikke kan medbringe sin kajak eller kano og så sejle tilbage eller til næste punkt på rejsen. Eller til at krydse floder og vandløb, der er for farlige at krydse uden båd. Bådene er siden blevet udviklet og finjusteret, og i dag er det muligt at købe både til forskellige formål. Vores packraft er en Alpacka Caribou, der er udviklet til at kunne have et tungt læs monteret foran på båden, som fx en cykel eller jagtbytte.

dsc07950-1

Vi havde læst om en packrafting tur i Denali National Park, og da vi alligevel ville besøge parken var det helt perfekt at foretage vores næste sejltur der. Man vandrer op langs Savage floden, krydser et lavt bjergpas og sejler ned ad Sanctuary floden. Det var den information, vi havde – det lød jo simpelt. Turen er for de hurtige én meget lang dag, men vi besluttede at bruge to dage, da vi gerne ville nyde naturen og have en overnatning ude i vildnisset.
Vi gik fra campingpladsen, hvor vi efterlod vores cykler, ned til Savage River. Her talte vi med en parkbetjent, der bekræftede, at det var lige ud til den dal, vi kunne se i det fjerne. I dalen kunne vi finde et gammelt vognspor, der nu er et smalt enkelt-spor, hvis vi gik lidt fra side til side. Det lød fint. Vi var klar.

dsc08341

Det så nemt ud i fugleflugt, men det var noget sværere at finde den lige vej end beregnet, og så var underlaget svært fremkommeligt. Vi gik på blød og bulet tundra krydret med lave buske og tæt krat. Ind imellem fandt vi gode dyrespor eller måske det berømte vognspor, der førte os lidt hurtigere frem, men det forsvandt hurtigt igen. Vi stoppede og kiggede på hinanden. Sporet kunne jo ikke bare stoppe? Hvor var dyrene løbet hen? Eller hvor havde de tænkt, at det bedste sted ville være at lave et vognspor? Sådan stod vi mange gange og måtte gætte på, hvad den nye bedste rute ville være.

dsc08399

dsc08362-1

dsc08448-1

Det var en flot dag. En dag i vildmarken. Selvom det er en nationalpark føltes det som at være i den u(s)polerede natur, da der ikke er officielle vandrespor, men man må hike, hvor man vil, hvis man har en backcountry tilladelse. Bjergene var klædt i efterårsfarver og badet i sollys det meste af dagen. Luften var frisk, men ikke kold. Ingen støj, men kun dejlige lyde fra floden, der klukkende løb ned gennem dalen, fra vores sko mod underlaget, fra fugle, harer og egern. Vi så ptarmigans, Alaskas nationalfugl, der var ved at skifte farve fra brun til hvid, så de bedre kan skjule sig fra fjender i sneen. Så fine og sjove som de først vraltede, for derefter at flyve afsted mens de skræppede. Vi så også, hvordan odderne havde haft travlt med at bygge dæmninger. På den anden side af floden græssede en stor elgtyr med et kæmpe gevir. En elgtyr vejer i gennemsnit 500 kg., kan blive op til ca. 12 år og deres gevirer veje op til ca. 30 kilo. Selvom de ser søde ud er elge mere farlige end bjørne, når de er i brunst, så vi var helt ok med at beundre den på afstand. Vi fandt også en del gevirer, og vi kan bekræfte, at de er virkelig tunge. Også selvom man kun holder én.

dsc08435-3

dsc08394

dsc08398

Vi havde læst, at vandringen ville tage ca. 6 timer, så vi var kommet lidt sent afsted, da vi tænkte, at vi havde god tid. Planen var at slå teltet op tæt ved Sanctuary floden, så vi var klar til at sejle den næste morgen. Et par vabler og 10 timer senere var vi stadig ikke nået frem til passet, som vi skulle krydse for at nå over til floden.
Den næse morgen fortsatte vi med at gå i tundraen, men besluttede hurtigt at dreje ned mod Savage floden igen. Jackpot. Der var her så lidt vand i floden, at vi kunne gå tørskoet med nogle hop over små vandløb. Vi kaldte det motorvejen, for vi kunne gå hurtigt sammenlignet med at gå i det tætte krat.

dsc08411
dsc08414

Vi fandt et kæmpe elg-gevir, så vi tog billeder og beundrede det. Da vi skulle til at sætte igang igen sagde Kenneth – “der går en grizzlybjørn”. Det var ikke bare en grizzlybjørn. Det var en kæmpe én af slagsen, og vi fik øje på én mere. Og de fik øje på os. Vi var alt for tæt på, måske 20m. Den anbefalede sikkerhedsafstand til bjørne er 100m! Vi sagde “hej bjørn” mens vi roligt trak sidelæns tilbage til tundraen. Hvis vi ikke var helt vågne før, så var vi det i hvert fald nu.

dsc08391

Efter lidt kiggen på kort fandt vi dalen, hvor vi ville krydse passet. Vi gik efter det laveste pas, og det virkede. På vej op ad bjerget mødte vi to store Caribou bukke, der er en del af rensdyrfamilien. De kiggede nysgerrigt på os. Især den ene lignede, at den tænkte “jeg er ikke bange for jer mærkelige dyr” mens den elegant nærmest dansede hen over bjergsiden. Vi satte os ned og kiggede på dem. De er så flotte med deres store gevirer, der udover de to gevirer, der stikker ud til hver sin side, har et gevir, der stritter ligeud. Det bruger de til at skovle sneen væk med, så de kan komme ned til maden om vinteren. Hele geviret er lige så højt som dyrets krop. Bukkene blev ved med at følge os et stykke tid for derefter så let som ingenting at krydse passet og forsvinde på den anden side. Et enestående øjeblik og endnu en grund til at forlade alfarvejen.

dsc08467

dsc08474

dsc08470

Endnu et magisk syn ventede os, da vi krydsede toppen. En eksplosion af farver. Det lignede et maleri. Røde planter. Gule buske. Bær. Floden. Og kæmpe grå bjerge med sne på toppen. Alt vævet ind i hinanden som et tæppe. Det var så smukt. Vi gik lidt ned ad bjerget for at sætte os og spise frokost. Bare for at nyde det lidt længere. Omgivelserne, storheden og stilheden.

dsc08518-1

dsc08523-1

dsc08384

Vi kunne se floden, og den så ud til at være tæt på, men der var stadig et godt stykke med krævende vandring. Og så er det jo svært ikke at stoppe og spise blåbær, når man nu ligefrem vader igennem dem.
Glæden var stor, da vi nåede floden efter samlet 16 timers vandring. Vi kiggede op mod de høje bjerge, hvor floden kom fra. Det var det her, vi drømte om, da vi købte bådene. At vandre ud i ingenting og sejle tilbage. Vi tog hver især packraften ud af vores rygsæk og begyndte at puste dem op med en pumpepose. Kenneth talte, at det tog 10 gange og et par pust med munden for at puste båden op. Vi var stadig imponeret over, at packraften kun vejer 2,25 kilo, hvor lidt den fylder foldet sammen, og hvor hurtig den er at gøre klar til at komme på vandet. Padlen kom også op ad tasken og blev samlet fra sine fire stykker. Det mest uformelige at bære på er redningsvesten, så en forretningside må være at opfinde en redningsvest, der også kan skilles ad. Den ene packraft har en lynlås, så vi kan lægge bagage ind i selve bådens luftkammer, men da vi ikke havde ret meget med, spændte vi taskerne fast med stropper foran og bag på packraften.

dsc08528
dsc08529

dsc08530

Vi satte bådene i vandet og fast grund under fødderne blev skiftet ud med en strøm, der førte os ned ad floden. Vandet var så klart, at vi kunne se bunden, og vi nød udsigten med bjerge i baggrunden. I Whitehorse havde vi taget et packraft kursus, og det kom os nu til gode, da vi havde fået en bedre forståelse af, hvordan man skal læse floden. Vi skulle hele tiden være på dupperne for at vælge den rigtige linje, da vi ellers ville sejle på lavt vand eller ind i andre forhindringer som træer, der hang langt ud over flodens kant og store sten, man enten kan sidde fast på eller som kan flippe båden. Der er modsat, med positivt fortegn, også mulighed for at fange et ‘bølge-tog’ og få ekstra fart på. Vi lærte også hurtigt, at vi ikke kunne fejre det i mange sekunder, hvis vi lavede fx et godt sving, for uopmærksomheden ville gøre, vi så endte i en forkert position og båden ville skrabe mod bunden eller vi ville sidde fast på en sandbanke.
Floden snoede sig, og da vi kom rundt i et sving stod der tre store Caribou. De kiggede lidt på os, for så at løbe afsted. Vandet og farten tog til, som vi sejlede ned ad floden, og det var virkelig sjovt.

dsc08563

dsc08554-1
dsc08548-1

dsc08577

Efter tre timer ankom vi til broen og vejen, der går gennem nationalparken, som var vores endedestination. Vi fik bådene på land, rullede dem sammen og pakkede dem ned i rygsækken. På med rygsækken og op på vejen, hvor vi var så heldige at få et lift 20 kilometer tilbage til campingpladsen.
Glade, våde og trætte kiggede vi på hinanden med et stort smil. Det havde været sjovt og en af de bedste ting, vi har gjort på turen. Vi glæder os til at bruge packraften mere – både med og uden cykel. Når man vandrer kan man komme steder, hvor man ikke kan bringe sin cykel. Som i vildmarken i Alaska, hvor man kan være heldig at finde en dyresti, som man kan følge i et stykke tid, for så igen at ende mellem tætte buske og tundra. Og det er en del af charmen. At finde sin egen vej. At det er uden for alfarvej, og at det kræver en indsats. At belønningen er stor i form af enestående natur og dyreliv.
Vi var heldige, solen brød igennem skyerne den næste formiddag, så vi kunne få tørret vores våde tøj. Selvom bølgerne ikke havde været store på floden var det alligevel nok til, at vi var blevet gennemblødt. Vi pakkede om og var igen klar til at fortsætte på vores velkendte cykler videre ind i Denali National Park. Parken er 24.585 km2 rå natur, hvor der kun snor sig en 147 km. grusvej igennem. Den helt store stjerne er Denali bjerget, også kaldet McKinley, som er Nordamerikas højeste bjerg. Vi fik et glimt af det den første dag, vi kørte ind i parken, men resten af tiden var det dækket af skyer, som det oftest er.

dsc08624

dsc08702-1
dsc08685-1
dsc08617-1

Biler må ikke køre i parken, så det er enten med bus, på cykel eller til fods. På nær de sidste fem dage i sæsonen, hvor personer, der har vundet i et bil-lotteri får lov til at køre deres egen bil i parken. Det var det tidspunkt, vi var i parken. Vores plan var at blive til parken var lukket for alt trafik og kun åben for cyklister eller gående, men vejret tog til, og det var vådt og gråt. Så efter fire dage fik vi et lift ud af parken. Perfekt timing til at få et bad og vasket tøj på den sidste dag inden campingpladsen lukkede for vinteren. Det stod højt på listen efter syv dage uden bad. Især fordi vi ikke vidste, hvornår vi ville få muligheden næste gang.

dsc08680-1

dsc08319

dsc08579

På gensyn, Alaska. Læs mere…