ADVENTURE SPORT

for krop & sjæl


På gensyn, Alaska
Oktober 2, 2018

Vi slutter, hvor vi startede. I den store natur med højt til loftet og landskaber, der er så storslåede, at vi skal knibe os selv i armen for at være helt sikre på, at det er virkelighed.
Alaska har altid stået højt på vores liste over steder, vi gerne vil besøge. Vi, som så mange andre, er draget af de rå landskaber og ubearbejdede natur.

Drømmen om ekspeditioner, der bevæger sig i urørt land kan rent faktisk lade sig gøre her. Drømmen om at være i vildmarken. Det er interessant at se på et kort, hvor meget utæmmet natur og få veje, der er i Alaska. Så bilen er ikke altid tilstrækkelig, hvis man vil på eventyr.

dsc09046-1

dsc08695

dsc08955

dsc09030

dsc08951

Vi mødte to jægere, der havde hyret en lille flyver til at transportere dem til Alaska bjergkæden. Her blev de sat af på et stykke tundra, som kun var lidt mindre bulet end resten af landskabet. Den var god nok. Det var landingspladsen og helt normalt. Fem dage senere ville de blive hentet igen af piloten. De fandt et sted at lave lejr og så travede de ellers op og ned af bjergene for at finde en vædder, som var gammel nok til at måtte skydes. Det ser man ved, at hornene går hele vejen rundt og danner en fuld cirkel, set fra siden. Nathan og Luke var heldige. De havde søgt om én af de meget få tilladelser, der udgives hvert år, til at skyde får i Alaska bjergkæden. De blev udtrukket, kom på eventyr og fik en vædder til vinterens forråd.

dsc08037

dsc08064

Vi har tilbragt en del tid i Alaska mens jagtsæsonen for elg og caribou har været åben. Jagt er stort og flere steder langs de mindre veje holder jægerne parkeret med deres campere, ATV’er og på floderne bruges fladbundede sumpbåde eller gummibåde. Vi har set, hvor meget arbejde der rent faktisk er i at skaffe sig en caribou eller elg. Ofte er jægerne uger, eller endda måneder, om at finde et dyr at skyde, og det tager dagesvis at bearbejde kødet til at lægge i fryseren. En elg giver nemt kød til flere familier, og det er helt klart det mest økologiske kød, man kan få. Det er ikke så billigt kød, som man måske skulle tro. Den tid og det udstyr det kræver at nedlægge så stort et dyr, kommer ikke gratis, men de jægere, vi har mødt, sætter en ære i at skaffe godt kød til deres familie og venner.

dsc08782

dsc08061

dsc08758

dsc08756

dsc08750

På vej til Denali Nationalpark camperede vi i en tør flodseng lige før den lille by, Healy. Vi satte alarmen til klokken 01, for vi ville så gerne se nordlys. Det var ikke første gang, vi havde sat vækkeuret, og vi var bange for, at vi havde forpasset chancen. Vejrudsigten spåede gråvejr, men dette område var det bedste at se nordlys i. Vejret vendte, og skyerne forsvandt. Kenneth kiggede ud af teltdøren, da vækkeuret ringede. Han gjorde et hurtigt ryk og stak hovedet længere ud. “Der er Nordlys!” sagde han. Vi skyndte os at tage alt vores tøj på og ud i den mørke stjerneklare nat med nordlys, der bevægede sig på himlen. Først som en lang regnbue, derefter som impulser hen over himlen for at gå i opløsning forskellige steder og så komme igen. “Wake up everybody – the Northern lights are dancing” råbte en fyr fra en anden lejr, der også jagtede nordlys. Og det var så rigtigt sagt. Det lignede virkelig, at nordlyset dansede henover himlen og lavede et show for os. Det var en stor oplevelse og endnu en påmindelse om, hvor fantastisk naturen og universet er. Vi er bare små mennesker. En meget lille del af noget meget stort.

dsc08158dsc08203

Folk er søde i Alaska, men der er helt sikkert en anden kultur end vi har set i de andre stater, vi har besøgt i USA. Man er vant til at klare sig selv, og begå sig i elementerne. Gøre sig klar til vinteren, hvor de korteste dage har mindre end fire timers dagslys. Det kræver, at man er hårdfør. Nogle er også flyttet til Alaska, fordi de gerne vil passe sig selv. Være i fred for andre mennesker, love og systemer. Og så er der alle dem, der er super søde og byder os velkommen til Alaska. Og som elsker at være i og bruge den fantastiske natur.

dsc08831

dsc08860

dsc08100

dsc08741

Vi i sad i vejkanten på en lille skovvej, da Jo og Greg stoppede bilen for at tjekke, hvad vi var for en art, og hvad vi lavede. Vi forberedte aftensmad, og vi havde sat teltet op på en lille sidevej inde i skoven. De kiggede på os. “Der er mange bjørne. Rigtig mange grizzly bjørne pga. floden”. Vi sagde, at vi ville passe på. Vi havde trods alt set 51 bjørne indtil videre. De spurgte, om vi havde en pistol. Det havde vi ikke, men vi havde bjørnespray. Greg kiggede skeptisk på os, og Jo hviskede noget til ham. “Det er bedre, at I kommer med os hjem og sover”, sagde Greg. Vi sagde “ja tak” i kor! Det er det bedste at blive inviteret hjem til lokale, se deres hjem og få et indblik i deres liv.
Jo og Greg boede lige rundt om hjørnet i et smukt træhus, som Greg selv havde bygget. Det var virkelig fint. Vi nød Jos lækre hjemmelavede Chai-te, mens vi lyttede til ilden, der knasede i brændeovnen. Greg havde tjent i flyvevåbnet og havde forelsket sig i dette sted ved en overflyvning, hvorefter han var flyttet hertil. Han levede i mange år af at være fiske- og jagtguide, men nu laver han flotte smykker sammen med sin hustru. Greg jagter stadig grizzly bjørne som en service for indianerne, da indianerne mener, at de er spirituelt forbundne med bjørnene, og derfor ikke selv kan skyde dem. Der er så mange bjørne i området, at de har brug for at regulere bestanden, da det ellers går ud over elg og caribou flokkene, som de skyder for at få kød i fryseren.
Jo er fra Florida, og da hun fyldte 50 år besluttede hun sig for at følge sin drøm om at flytte til Alaska. Hun flyttede til Anchorage, men det var ikke det Alaska, hun havde drømt om. På en blåbærtur mødte hun Greg, og efter noget tid spurgte hun ham, om hun ikke skulle flytte ind hos ham. Han boede jo alene i det store hus. Det gjorde hun, og nu er de gift og har boet sammen i de sidste 15 år. Det var svært at tage afsted den næste dag. Endnu en fantastisk oplevelse at gemme i hjertet. Helt sikkert bedre end en regnfyldt nat i teltet.

dsc08852

I Denali Nationalpark mødte vi Donna, Tom, Sarah og Russ, hvor de også var på cykel. Vi var glade for at se andre cyklister, og vi stoppede for at tale med dem. Russ hev æbler op af tasken for at give dem til os. Russ og Sarah havde været på cykeltur i Korea, Irland og om to uger ville de være i Portugal på tur, så han vidste, at frisk frugt er det bedste, cyklister kan få. Endda fra deres egen have. Han sagde også, at vi var meget velkomne til at bo hos dem i Wasilla, som er på vejen til Anchorage. Vi havde egentligt tænkt, at den sidste nat på landevejen skulle være i teltet, men på den anden side var det meget symbolsk for vores rejse, at den ville være hos fremmede, som var så søde og betænksomme at åbne deres hjem for os. Så vi tog dem på ordet.
Tom og Donna ejer et fantastisk stykke land inde i byen, men som ligger ud til et stykke skov, så når man kigger ud af de store panorama vinduer i stuen ser man skovene, bjergene, deres frugthave og køkkenhave med de lækreste grøntsager. På den anden side af garagen bor Sarah og Russ i en tilbygning. Sådan har de boet i fire år. Det opstod tilfældigt ved, at Russ skulle til samtale på hospitalet, hvor Tom arbejder. Tom og Donna tilbød, at Russ og Sarah kunne bo hos dem i den periode. De klikkede, og det endte med at Russ og Sarah flyttede ind. Det var virkelig inspirerende, hvordan de nød hinandens selskab, lavede ting sammen og hjalp hinanden. Det er en drøm at bo med sine venner, så man ikke skal booke kalenderen tre uger frem i tiden, men bare lige kan stikke hovedet ind og se, om der er nogen, som vil lege.

dsc09074-1

dsc09077

Vi skulle egentligt bare være der én nat, men det var så hyggeligt, at vi endte med at blive en ekstra dag. Tom og Russ havde planlagt et hike op til Frontier Peak, som er en bjergtop lidt udenfor byen. De spurgte, om vi ville med. Vi mødtes med Josh, som er én af deres venner, og så var vi klar. De første små to kilometer var skovsti. Vi var med. Derfra var det tværs gennem skoven uden stier. Det havde vi også prøvet før. Derfra gik det meget stejlt op gennem tyk græs, krat og gennem et vandløb. “Det er Alaska vandring” råbte Russ, mens han ubesværet ledte vejen gennem vildnisset.

dsc08983

dsc09004

Vi nåede trægrænsen, og vi beundrede den fantastiske udsigt ud over dalen. Wow det var smukt. Videre gik det stejlt op med belønningen, at udsigten blev flottere og flottere. Vi kunne nu se en stor gletcher, hvor Josh fortalte, at de cyklede fatbike om vinteren, og det samme på de tilfrosne søer. Russ pegede på de forskellige steder, de gik med skind under skiene op ad bjerget og stod på ski ned.

dsc08993

dsc09063-1

dsc09002

Vi så tykhornsfår på en bjergside, og vi var heldige at se bjerggeder på to forskellige bjergkamme. Vi har kigget og kigget efter dem, men vi havde endnu ikke set dem, men der var de. Langt væk nuvel, men helt som det skulle være. Det er så imponerende, hvordan de kan bevæge sig allesteder på bjergsiderne. Vi kaldte Josh, Tom og Russ for de tre bjerggeder, for de var så hurtige og bevægede sig så let i terrænet. Især i den sidste del op til bjergtoppen, som var løse sten.
De to små hvide prikker er bjerggeder.

dsc09010

dsc09021

dsc09018-1

Vi nåede toppen! 360 graders udsigt til bjergtoppe med hvide tinder. Vi kunne endda se Denali bjerget, som er det højeste bjerg i Nordamerika. Bjerget, som vi ikke havde set i Denali Nationalpark, fordi det var overskyet. Nu kunne vi se det højt hævet over de andre bjerge. Vi havde udsigt til Alaska bjergkæden, til gletchere og til en masse andre bjergtoppe, som vi ikke kendte navnene på. Det var så smukt. På toppen er der placeret et plastik rør med en seddel, hvor man skriver sit navn på som bevis for, at man klarede det de 2000 højdemeter op ad bjerget.

dsc09031

dsc09040

dsc09052

Hjemme igen i Wasilla ventede der os et festmåltid med Elg, laks, halibut som er meget lækker hvid fisk, lækker salat og grøntsager fra haven, hjemmebagt brød samt hjemmelavet dessert med bær fra haven og hjemmelavet is. Begge familier havde bidraget med forskellige ting til måltidet. Det var så godt, at Kenneth spurgte Donna, om hun og Tom var gift, for ellers ville han stikke af med hende. Alt var fra egen have, fisk de selv havde fanget eller brød bagt af lokal mel. Selv elgen var lokal – eller lokalt påkørt. Det foregår på den måde, at hvis en elg bliver ramt af en bil ringer myndighederne til de personer, der har skrevet sig op på en liste, og så kan de komme og hente dyret. Russ og Sarah var blevet ringet op kl. 03 om natten på en kold vinternat og så var det ellers bare med at gå i gang. Heldigvis ved Tom og Donna hvordan man skal håndtere kødet, så de havde alle hjulpet hinanden. Det er ca. 300 elge, der bliver ramt hvert år, så det er rigtig godt, at kødet ikke går til spilde, men bliver brugt.
Tom, Donna, Russ og Sarah viste os en kæmpe gæstfrihed og venlighed, som vi vil tage med os hjem. De hjalp os endda med at få skiftet nogle lejer til et forhjul og med at skaffe cykelkasser til hjemturen. Da vi tog derfra var fire fremmede, vi mødte i Denali Nationalpark, blevet til venner.

dsc08898

dsc08919

Vi er nu kommet til Anchorage. Det sidste stop på rejsen. 15 lande, 639 dage og 30.500 kilometers eventyr slutter her. Heldigvis varer minderne for evigt. Og vi minder os selv om, at livet er et langt eventyr. Så selvom det på den ene side er vemodigt at pakke cyklerne ned i papkasser og forlade vores hverdag på cyklerne, så glæder vi os også til alt det nye, der kommer og først og fremmest til at se venner og familie igen!

dsc08839-1

Det er vildt at tænke på, at vi gjorde det. Vi forfulgte en drøm. Vi cyklede fra Argentina til Alaska. Vi arbejdede for, og prioriterede, at den skulle gå i opfyldelse. Nu er det virkelighed. Det føles på den ene side som om vi startede i går og på den anden side føles det som om vi aldrig har lavet andet. Vi har set så meget. Oplevet og lært så meget. Mødet med så mange forskellige kulturer og måder at leve på, historie og historier, geografi og natur. Vi har mødt så mange søde, inspirerende og fantastiske mennesker, der har gjort et kæmpe indtryk på os og som vi aldrig vil glemme. En venlighed og imødekommenhed overfor to fremmede tosser på cykler. Det er helt enestående, hvordan folk har åbnet deres hjem, delt deres mad og hjulpet os på alle mulige tænkelige og utænkelige måder. Det har været den største oplevelse af dem alle, og vi glæder os til at give tilbage.
Snart lander vi i Danmark. Vi glæder os til at se jer alle igen!

dsc08238

Happiness is only real when shared…