ADVENTURE SPORT

for krop & sjæl

Mexico, mad og mennesker
marts 26. 2018


Vi står og kigger ud over floden Rio Grande. Den er mindre end vi troede. Man kunne sikkert sagtens svømme over, hvis man virkelig ville.
Mange har prøvet.
Mange har lykkedes.
Men på den anden side af floden, vil de blive stoppet og sendt tilbage, til hvor de kom fra. På den anden side ligger USA. Vi er nået frem til Piedra Negras. Den fredeligste grænseby mellem USA og Mexico. Dvs. den med mindst narkosmugling.
dsc03317

Vores cykletur gennem Latinamerika ender her, og ovre på den anden side af broen, starter næste kapitel af eventyret. Resten af turen kan vi skifte vores alt for dårlige spanske ud med et nogenlunde engelsk. Det bliver nu rart at kunne udtrykke sig, spørge dybere, forstå vittighederne når folk griner ad os, eller med os? Det bliver også fint ikke at blive tiltalt ‘Gringo’ flere gange om dagen. Når det så er sagt, så er der ting, vi kommer til at savne. Og det er netop derfor, vi har lidt vemod i sindet, mens vi står her ved floden, og kigger over på den nyslåede græsplæne, på den anden side.

dsc02489-1

dsc03240-1

dsc02626-1

dsc03341

Vi tænker tilbage på den dag vi mødte Max. Vi manglede de sidste 5km ind til den nærmeste by, hvor vi ville campere. Max kom kørende på sin cykel, for fuld fart. Han var ved at overhale os, men holdt sig alligevel på siden af os, og begyndte at snakke. Han fortalte om de 25år, han havde boet i USA, med sin kone og sine børn. Men nu var han blevet deporteret. Han er tilbage i sin fødeby, bor hos sin mor, arbejder for sin bror. Kan lige klare sig igennem. I USA havde han et godt liv, han havde arbejde, havde penge, havde en bil, men blev taget for spritkørsel, røg i fængsel, og blev deporteret. Hans kone har fundet en anden mand i USA, een af Max’ gode venner. Hans børn bor der stadig, men måske kommer datteren på besøg til sommer. Måske.
På trods af Max’ situation inviterede han os alligevel hjem til ham og hans mor, så vi kunne sove der. Vi takkede ja.
I løbet af eftermiddagen drak vi en øl, mens Max igen og igen fortalte den samme historie. Han er en knækket mand. Det er svært for ham at forstå, at han havde det gode liv, og fra den ene dag til den anden, forsvandt det mellem hænderne på ham. Men stadig, på trods af det sorte hul, han står og balancerer på kanten af, var han en virkelig sød og sympatisk fyr. Og gavmild.
Vi hentede en madras, så vi kunne sove i et rum ved siden af køkkenet. Hans mor lavede mad til os. Senere på aftenen kom hans kæreste, som hun gør hver aften, og vi spiste sammen. Til sidst lagde vi os til at sove. Max og kæresten i deres seng i køkkenet. Vi lå i rummet ved siden af, uden dør, så vi alle 4 kunne høre hinanden hviske og tiske. Moderen havde sit eget værelse ved siden af. Med lukket dør.
Max og Kenneth er lige gamle. Det får een til at tænke over sit eget liv, og de valg man træffer, og de valg livet træffer for een.

dsc03047
dsc03072
dsc03071

Maden i Mexico er fantastisk. Men det er ikke kun selve maden det handler om. Det er hele situationen omkring maden, som er fantastisk. Det handler om at være sammen. Ligesom når vi spiste hos Max. Det er et hyggeligt rum, hvor man bare er sammen med hinanden. Også når vi spiser på en restaurant, eller ved en tacobod, mærker vi mexicanernes kærlighed til hele situationen omkring måltidet. Alle snakker sammen. Alle deltager. Der er altid liv og snak omkring måltidet. Man kunne vælge at blive irriteret over aldrig at kunne spise i fred, men vi nyder den varme relation, som skabes rundt om måltidet. Det er en ukompliceret og hyggelig måde at være sammen på og lære hinanden bedre at kende.
Vores favoritmad er de helt simple tacos og gorditas. Det er lidt det samme, og så alligevel. De er begge små tortillas, lavet af majsmel. På en taco putter man en smule kød, hakket løg og koriander ovenpå, og salsa efter eget valg. En gordita spiser man nærmere som et lille pitabrød. Man åbner den og putter forskellige slags fyld i. Som regel kan man få bønnemos, ost, æg med salsa, kaktus, eller kød i forskellige afskygninger. Men altid er fyldet små retter i sig selv, som har stået og simret over blusset hele dagen.

dsc02915-1
dsc03034
dsc02646-3

Latinamerika har været et kaos af nye lyde, dufte, farver, kulturer, mennesker, altsammen for fuld udblæsning. Og vi har ELSKET det. Hver eneste dag. Vi skal sige farvel til farverige markeder, hvor man kan købe frugt og grønt, som vi ikke har navne for på dansk. Farvel til madkulturer som sætter vores smagsløg på prøve. Farvel til at blive jagtet af gøende hunde, som i virkeligheden bare gerne vil klappes og nusses.
Men vi ved ikke, om vi skal sige farvel til nysgerrige mennesker, som elsker at snakke med fremmede. Vi ved ikke, hvordan vi vil blive taget imod i USA. Men vi ved, at vi kommer til at tænke tilbage på dejlige, varme, gæstfrie mennesker, som har passet på os. Inviteret os indenfor. Ønsket at dele deres liv med os; de underlige fremmede på cykel.

dsc03146
dsc03381-1
dsc03108
dsc02926
dsc02720
dsc02939
dsc02512

En dag havde vi set en del motorcyklister køre den modsatte vej. Vi var nysgerrige på, hvor de skulle hen, og hvem de var. Hundredevis mødte vi, med rygmærker, på store larmende maskiner. Da der holdt et par stykker i vejkanten, med en defekt motorcykel, så vi vores snit til at finde ud af hvad der foregik.
Først var de ikke så snakkesaglige, men så snart de hørte, at vi var på vej fra Argentina til Alaska, brød de ud i latter og syntes vi var både skøre og sjove. De var selv på vej til træf med flere tusinde andre motorcyklister. Vi fik en god lang snak, og de lavede allesammen videoer på deres telefoner, hvor de ville have os med i snedige sketches på spansk, som vi ikke helt forstod. Men sjovt var det, og humøret var højt. Da vi ville til at køre videre, stak det største brød af dem allesammen hånden i lommen, fiskede sin pung frem, og stak Kenneth 100 pesos. Vi protesterede, men så med det samme, at det ikke handlede om pengene, men dels om en fælles forkærlighed for at rejse på landevejen, et oprigtigt ønske om at hjælpe os, og et ønske om at knytte et venskabsbånd. Vi tog imod pengesedlen. Og derefter var der store kram og farveller.
Et par dage efter, i en større by, vinkede en fyr os hen til hans bil, mens vi ventede for rødt. Han ville høre, hvad vi lavede på cyklerne. Vi fortalte hurtigt om turen. Da der blev grønt sagde han “Jeg har desværre ikke nogen penge her, men følg mig hen til banken, så jeg kan hæve nogen til Jer”. Vi takkede for hans tanke, men sagde vi ikke behøvede.
Senere på dagen mødte vi ham igen. Han ville gerne købe os et måltid mad, men vi havde lige spist.
Det er blot nogle af de oplevelser, vi har haft i Mexico, hvor folk er virkelig hjælpsomme og søde mod os. Man kan slet ikke forestille sig, hvor overvældende det er at blive mødt med sådan en varme. Vi mangler ikke noget. Men alligevel passer folk på os, og sørger for at vi har det godt i deres land. De er meget opmærksomme på, om vi har haft, og stadig har, en god oplevelse i deres land.
For de fleste Mexicanere vi møder, gælder det at de er enormt trætte af den korrupte regering, men til gengæld er de enormt stolte af deres menneskelige måde at være på, og af deres mad.

dsc02844

dsc02819
dsc03043
dsc03222

I Vera Cruz mødte vi Marcos og hans familie. Netop som vi skulle til at lede efter et sted at slå teltet op for natten, holdt Marcos ind til siden i sin bil, og spurgte om vi ville med hjem til ham og hans familie, for at sove. Vi fulgte efter hans bil, på cyklerne, og da vi kom frem, skulle han lige nå at fortælle hans hustru, at han havde gæster med, for som han sagde “Hun er ikke vant til at jeg inviterer folk med hjem”. Men hun tog det nu meget roligt.
Marcos og hans børn og hustru, bor hos hendes forældre i et ‘parcelhus’. Dvs. tre generationer. Det fungerer fint, selvom Marcos indikerede, at han godt kunne tænke sig, at de flyttede i et hus for sig selv. Han er ved at bygge et hus, men det tager tid. Tid = penge.
Naboen havde fået en søn for nyligt. En lille baby, som var lidt rigeligt ked af det, hele tiden. Og pludselig gik det hele meget stærkt. Marcos fortalte at naboen, som så mange andre i Mexico, dyrker deres oprindelige kultur, fra før spanierne invaderede med katolicismen. Han spurgte, om vi ville hjælpe dem med at fjerne de dårlige ånder fra barnet. Og som de pligtopfyldende mennesker vi er, sagde vi selvfølgelig ‘ja’, hvis vi kan hjælpe, så gerne. Inden vi fik set os om, havde de sat Kenneth på en stol midt på verandaen, lagt barnet i favnen på ham, og mens barnet lå der og hylede og skreg, skulle Marie så ‘rense’ ham ved at køre en dusk af urter hen over hele hans krop. Det gik måske ikke helt som naboen havde forestillet sig, så det endte med, at hun førte Maries hånd med urterne. Barnet skreg højere og højere, Kenneth prøvede ubehjælpeligt at trøste den stakkels fyr, mens han blev kradset med urter i hele hovedet. Hele seancen var overstået, før den kom igang, og mens vi stod lidt paf tilbage, slog naboen et æg ud i et glas, for at se om der kom bobler op, sammen med æggehviden. Det er en måde at konstatere om der stadig er onde ånder på spil. Ræsonnementet bag det hele var, at fordi vi er rejsende, havde vi måske nogle gode ånder med, som kunne komme barnet til gode. Vi var lettere forvirrede over hele optrinnet, og prøvede ihærdigt at forstå det hele. Da naboen forsvandt måtte vi opgive at få noget af det til at give mening. Vi ville bare gerne have hjulpet den lille fyr. Tilbage på verandaen sagde Marcos, at han ikke troede en pind på noget af alt det hokuspokus, og trak på skuldrene. “Det barn græder altid alligevel”. Og det var så enden på det.
Om aftenen da vi skulle sove, spurgte Marcos’ hustru, om vi var gift. Vi svarede ærligt, at vi er kærester, hvilket afstedkom en lettere pinlig fase, fordi det ikke var helt godt at invitere et ugift par ind i huset, for at sove i samme seng. Marcos viste igen sit storsind, og med en latter sagde han at Marie må sove på gulvet, og Kenneth i sengen. Så blev der ikke kommenteret mere på det. De havde ryggen fri, og vi gjorde som vi ville.

dsc02944

Vi havde hørt og læst en del om den voldsomme kriminalitet, som følger i kølvandet på den store transport af narko, over grænsen til USA. Alle de nordlige stater i Mexico er berygtede for narkokartellernes vold og drab. Og jo tættere vi kom på grænsen, jo mere blev vi advaret imod at cykle om aftenen, og at campere ude på landet. Samtidig vidste vi også, at kriminaliteten mest foregår banderne imellem, og at turister sjældent er indblandet i sagerne.
Alligevel gjorde det indtryk, da vi for nogle dage siden havde svært ved at finde et sted at campere. Tiden var ved at rinde ud for os. Normalt sigter vi efter at have et sted at sove ved femtiden, men nu nærmede klokken sig seks, solen lå lavt i horisonten, og vi kørte på en tom motorvej med pigtråd på begge sider. Der var nogle få antennetårne, hvor vi prøvede at finde et lille spot til teltet, men hver gang var det umuligt at rydde halvanden gange to meter jord fri for tjørne, så teltet og madrasserne kunne holdes punktérfri. Indtil vi endelig spottede en lille restaurant i vejkanten. Der holdte endda en politibil ude foran, hvilket vi tog som et tegn på tryghed, velvidende at politiet i Mexico kan være endnu mere pengegriske og korrupte end alle andre.
Vi trådte indenfor i det lille rum og krydsede fingre for at kunne få lov at slå teltet op, ude i baghaven. En ældre kvinde kom ud til skranken og lyttede til vores gebrokne spansk. Politimanden sad ved et bord med ryggen til os og sagde intet. Kvinden virkede, som om hun havde forstået vores bøn, og sagde vi skulle vente. Lidt efter kom hendes datter ud. Smilende og glad og sagde at vi kunne slå teltet op hvor vi ville, at vi kunne bruge toilettet i restauranten, og at de gerne ville byde på aftensmad. Vi åndede lettede op over at have styr på campingsituationen og priste os endnu en gang lykkelige for at møde søde, gæstfrie mennesker.
På intet tidspunkt, trods de mange advarsler, har vi mødt personer som ville os noget dårligt. Vi er hele tiden kun blevet budt velkommen og inviteret ind. Hvis vi ikke vidste, at der lå en dårlig historie under overfladen, ville vi aldrig tro at der kunne findes problemer i dette område. Men det er jo nok her, ligesom det er på Nørrebro. At der bor en masse almindelige, søde og dejlige mennesker, som nyder livet. Og så holder der nogle få idioter til, som tiltrækker sig opmærksomheden pga. deres kriminelle handlinger, og som ødelægger områdets ry.

dsc03399-1

Forleden sad vi inde på en lille Comedor (madbod) og Marie bemærker, hvordan vi har vænnet os til, hvordan her ser ud.
Vi sidder på hver vores plastic havestol. Bordet er et klapsammenbord, som vakler lidt. Det står på et råt betongulv. Væggene er malede, men afskallede. Der er en stærk limegrøn farve på væggen. Der hænger tre billeder, tilfældigt placeret, på de nøgne vægge. Et af Jesus, hvor der står et bibelcitat. De to andre er rene citater af religiøs karakter. Der står et gammelt køleskab i hjørnet. Der er et stort bord, som fungerer som køkken. Køkkensagerne, gryder og pander, står i en stor balje på gulvet. På bordet er der en stor skål med majsmel, til at lave tortillas af. Der er et gaskomfur, med lidt gryder. De indeholder forskelligt fyld til tortillas. I loftet hænger en nøgen pære. Halvdelen af den ene væg er åben ud mod vejen, hvor bilerne drøner tæt forbi, i larm og bilos. Mere er der ikke.
Vi synes her er hyggeligt. Vi har vænnet os til det. Den hyggelige snak med de to andre gæster fylder rummet med varme. Det er nok.
Idet hele taget har vi vænnet os til meget. Meget larm, mange farver, meget snak, mange mennesker som forholder sig til os konstant. Vi har også vænnet os til meget lidt. Men vi har heller ikke brug for mere.
Nu, hvor vi kan kigge over på USA, tænker vi at det bliver interessant at møde det vestlige samfund igen.

dsc03349
dsc03369
dsc03382-1

dsc02922

På vores rejse gennem Latinamerika har vi oplevet den vilde storslåede natur, som kan tage pusten fra een og få enhver til at føle sig som et lille ubetydeligt sandkorn, i det store univers. Vi har oplevet anderledes kulturer, som trækker rødder langt tilbage i tiden, og som forankrer sig i en sammenhørighed med naturen. Vi har set kulturerne komme til udtryk i ritualer, som med vestlige øjne er særegne og fortryllende.
Her i Mexico har vi oplevet menneskets grundlæggende gode sjæl. Vi har oplevet de stærke bånd som binder os allesammen sammen. Og vi har oplevet, hvor meget det betyder for en fremmed, at blive budt velkommen og taget venligt og nysgerrigt imod.
Vi har kørt lidt mere end 18.000km. Der er ca 10.000 igen til Alaska. Vi kiggede på et kort. Lige nu er vi på højde med det nordlige Afrika. Så skal vi bare lige cykle hjem til Danmark – og så fortsætte videre til Nordkapp. Det er sådan cirka den distance, og de breddegrader, vi mangler at tilbagelægge.
Vi er stadig fuld af mod og forventning. Vi glæder os til sceneskiftet. Vi glæder os til at prøve noget nyt. I USA venter forhåbentlig mange flere store oplevelser.
Bring it on…

dsc03327-1

USA’s mange ansigter. Læs mere…