7. april 1999, sad Jørgen og jeg i et fly med 100 andre langrends tosser på vej til Grønland, en god blanding af elite løbere, motionsløbere, unge og gamle, med alverdens sprog, på vej til Sisimiut for at deltage i “Arctic circle race”.
Verdens hårdeste langrends løb på 160 km. over 3 dage. Da jeg tilmeldte mig løbet, havde jeg aldrig løbet langrand før. Men havde dog løbet rulleski i en 3 måneder op til.
Måneden før løb jeg Vasa løbet i Sverige, 90 km på en dag, og ligesom “Arctic circle race” et løb i klassisk stil.
Jeg kom igennem Vasa løbet, trods modvind, regn og div. styrt, men min klassiske stil virkede ikke. Efter Vasa løbet fandt jeg ud af at jeg løb pasgang, og ikke diagonalt som man skal i klassisk stil. Det fik jeg rettet på rulleskiene, men viste ikke om det virkede på sneen.


Om eftermiddagen ankom vi til Sisimiut, der var 4-6 minus grader, høj solskin og blå himmel. Thomas, en anden løber og jeg, gik en tur ind til byen. Efter godt 1 km blev hænder, øre, og næse pakket godt ind i parka coaten, den tørre vind og frosten bed godt til, og man fornemmede virkelig det baske Grønlanske klima.
Næste dag tog Jørgen, John, og jeg på ski. John er en af Jørgens venner, der havde prøvet turen 2 gange før, så ham gjorde vi meget nytte af.

vasa

Det var længe siden det havde sneet i Sisimiut, så sneen var hård og iset. Det var nu spændende og se om den nye stil virkede, og det gjorde den, heldigvis. 160 km. i dobbelt stav isættelse havde været alternativet.
Et par nedkørsler blev også prøvet, de var godt nok stejle, sporet var tre meter bredt med klippevæggen op på den ene side, og offpist på den anden, så der var ikke plads til så meget slinger. Det blev til 18 km den eftermiddag, nok ikke så godt rent fysisk dagen før løbet, men psykisk var uundværligt, når man som jeg ikke har den store erfaring i langrand.

Videre til næste side